Denne artikel er skrevet i samarbejde med modebloggerne fra Katoni.dk. Du kan finde flere af deres gode råd til en bæredygtig garderobe her.
I dag ser man ofte en kedelig tendens til en brug og smid væk-kultur, når det kommer til tøjforbrug. Denne tendens er ikke kun belastende for miljøet, som lider under forurenende processer forbundet med tøjproduktion og -afbrænding, men kan også være skadelig for din økonomi. Et overforbrug af tøj kan nemlig medføre hurtige lån og overtræk på kontoen, som resulterer i en uoverskuelig gæld.
Med simple råd til alt fra optimal tøjvask til redesign og genbrug kan du dog sagtens se smart og præsentabel ud samtidig med, at du har et fornuftigt tøjforbrug. Få de gode råd her.
Sænk vasketemperaturen
En forholdsvis nem måde at skåne miljøet og pengepungen på er gennem din tøjvask. Sænker du vasketemperaturen bare en anelse, kan det have stor effekt på den lange bane. Eksempelvis er der ikke stor forskel på at vaske på henholdsvis 30 og 40 grader, når det kommer til renhed, men den lavere temperatur udgør en stor fordel for både miljøet og dit elforbrug.
Undgå unødvendig tøjvask og tørretumbling
Det er ikke altid, at du behøver at vaske dit tøj. Faktisk kan en omgang lufttørring ofte være nok, hvis tøjet blot skal friskes op. Et andet alternativ er at lægge tøjet i fryseren i et døgns tid, da dette vil dræbe bakterierne uden at påføre skade på tøjet.
Hvis dit tøj virkelig trænger, vasker du det naturligvis, men herefter kan du overveje at droppe tørretumbleren. Hvis du forsøger at hænge det til tørre - særligt om sommeren - skåner du tøjet og reducerer din elregning.
Reparer tøjet
Når tøj får små skavanker som huller og løse knapper, kan du overveje at reparere det frem for at kassere det. Du behøver hverken at være syerske eller skrædder for at lave disse simple reparationer. Hvis du dog slet ikke er vant til at bruge nål og tråd, kan du heldigvis få hjælp i din lokale hobbybutik eller på nettet, hvor der er masser af guides og lærerige videoer.
Giv dit tøj nyt liv
Hvis du er blevet træt af det samme gamle stykke tøj, kan du overveje at forvandle det til noget nyt frem for at smide det ud. Eksempelvis kan du klippe dine slidte jeans korte, så det bliver til et par shorts. Du kan også sætte nitter fast langs lommerne eller stryge sjove mærker på din gamle T-shirt. Det kræver ikke de store færdigheder – blot en god portion kreativitet!
Smid aldrig tøj ud
Nogle gange vil man bare gerne af med sit gamle tøj. Her er byttemarkeder og loppemarkeder ideelle, da du undgår at sende tøjet til forbrænding og i stedet får mulighed for at sælge eller bytte dit tøj, så andre mennesker kan få gavn af det. Hvis du ikke har tid til at stå på marked, kan du også vælge at gøre det online på sider som Den Blå Avis og Trendsales.
Støt en god sag
En anden måde at skaffe dig af med dit tøj på bæredygtig vis er gennem donationer til velgørende organisationer. Langt de fleste socialøkonomiske genbrugsbutikker tager nemlig imod brugt tøj, såfremt det er rent og i fin stand. Fordelen ved denne form for genbrug er, at du skåner miljøet samtidig med, at du hjælper samfundets udsatte. Se vores oversigt over genbrugsbutikker og find din nærmeste butik.
Husk, at du også selv kan shoppe tøj i genbrugsbutikkerne. På den måde kan du forny garderoben med budgetvenlige og unikke fund.