Kviklån er lidt for kvikke

Uanset om det er ”uden skjulte renter og gebyrer” eller der er tale om Flinke Peter fra L’Easy, er der god grund til at undersøge de gode tilbud meget grundigt. Jeg kan også give dig et hurtigt råd, som gør at du ikke behøver læse videre – lad være!

En god huskeregel vedr. lån er, at du kan købe dobbelt så meget, hvis du sparer op i stedet for at låne.

Det kan godt være at der ikke er skjulte renter og gebyrer, men det der gør sig gældende for alle kvik-lån er, at de er meget dyre, og det gør os sårbare.

Man bliver slave af penge, hvis man ikke har nogen. Det gælder i særdeleshed hvis du optager gæld, som du skal til at kæmpe med bagefter. Sæt dig aldrig for hårdt økonomisk, for den materielle glæde kommer aldrig til at opveje de bekymringer, der følger med at være økonomisk presset.

2 typer lån – begge dyre

Der er 2 typer lån på markedet. Den første kategori er de lån, hvor du typisk låner mellem 14 dage og 3 måneder. ÅOP 1) er typisk i niveauet mellem 700 og 1800 %. (Nej – der er ikke tale om en tastefejl). Der er ingen regler for, hvor meget man må tage i rente i Danmark. Lokkemidlet er at du får det første lån gratis, men bruger du samme udbyder igen koster det virkeligt mange penge.

Den anden kategori er finansieringsselskaber m.m. Her er renten typisk i niveauet 5,5 % - 28 %. Vær opmærksom på at nogle har interval-rentesatser – dvs. at de laver eksemplerne ud fra, at du er berettiget til den laveste rente, hvilket det så senere viser sig at du måske ikke er alligevel. Vær derudover opmærksom på, at nogle udbydere har stiftelsesomkostninger mellem 1 % og 8 %, og herudover tager et månedligt gebyr for at opkræve ydelsen. 

Penge kan ofte betales for dyrt.

Økonomiske problemer løses med vilje, planlægning og sund rationel fornuft. For at undgå bekymringer over gæld, så tænk over hvad du har råd til at bruge, længe inden du tænker over, hvad du har lyst til at købe.

Hvis du har brug for et kvik-lån på 3.000 kr., så køber du noget du ikke har råd til. Vent indtil du har råd. Er det anden gang du benytter en af låneudbyderne betaler du 570 kr. for at låne 3.000 kr. i én måned. Tænk hvor meget du kan købe af andre nyttige og nødvendige ting for de penge.

Har du virkelig brug for et lån på 3.000 kr. i en måned, så snak med din bankrådgiver. Banken gør det bestemt heller ikke gratis – typisk tager de over 20 % for et overtræk, og et gebyr på 100-150 kr. Lad være med at belaste forholdet til din bankrådgiver ved at overtrække din konto uden forudgående aftale. Din bank er den nærmeste til at hjælpe dig, og kan du ikke vente af forskellige årsager, så brug den. Har du et tilbagevende problem med små lån, så juster dit forbrug så du undgår det eller få dig en mindre kassekredit.

Renten er ikke det eneste interessante, når man skal låne penge. Med ÅOP kan du sammenligne lån og kreditter. Vær opmærksom på, at du kun kan sammenligne ÅOP, når løbetid, samlet kreditbeløb og afdragsformen er ens.

Ad 1) Hvad er ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent)

De samlede Årlige Omkostninger i Procent fortæller hvor dyrt det reelt er at låne penge, når der er taget hensyn til alle omkostninger – både renter, stiftelsesomkostninger, månedlige gebyrer o.s.v. ÅOP skal oplyses jfr. gældende lovgivning *1), og giver en mulighed for at sammenligne lån. Et lån kan umiddelbart se billigt ud, fordi renten er forholdsvis lav - men løbende gebyrer og diverse afgifter og stiftelsesgebyrer på lånet, gør at ÅOP bliver høj. Lidt populært sagt kan man sige at ÅOP udtrykker kilo-prisen for penge.

(ad *1) jfr. Kreditaftaleloven og prismærkningsloven. ÅOP er en fælles EU-standard. Det er renten før skat der bliver oplyst. Den reelle ÅOP efter skat er lavere. Men vælger du det lån med den laveste ÅOP behøver du ikke tage hensyn til rentefradraget).

Gode råd vedr. hurtige lån

- Regel nummer 1 – lad være!

- Brug ikke dit Mastercard til at hæve kontanter eller som kredit – det er meget dyrt          

- Husk at du kan købe dobbelt så meget hvis du sparer op

- Brug din bank hvis du har likviditetsproblemer – hvis banken siger nej så lad være

Af Kim Stryhn.