Sådan kommer du igang med en opsparing

Opsparing er vejen frem.
Du får både en tryggere og mere stabil økonomi ved at sætte nogle penge til side hver måned til en opsparing.

Synes du, at det lyder både kedeligt og besværligt? No need for that!
Det er faktisk rigtig nemt, når du først kommer i gang.

Læs videre og tjek alle vores bedste guldkorn til at komme i gang med opsparing her

1 2 3… sæt i gang!
Find ud af, hvor din opsparing skal ligge. Om det er på en opsparingskonto i banken, om du vil investere dem i aktier, eller om du vil hæve dem og lægge dem under hovedpuden, er helt op til dig.

Vær dog opmærksom på, at hvis du vælger løsningen med opsparingskontoen i banken, så bliver dine penge mindre og mindre værd jo længere tid, du har dem stående i banken.

Det skyldes inflationen, som betyder at priserne på alt det, som vi bruger vores penge på stiger en lille smule hvert år. Derfor bliver de penge, som du har stående på din opsparing også mindre og mindre værd.

‘’Men hvad med renter?’’ spørger du måske. Jo, du får højst sandsynligt renter på din opsparingskonto. Men i dag har bankerne så lave renter, at det ikke giver dig en nævneværdig gevinst. Den årlige rente er på omkring 0,0025 %

Hvad du ønsker, skal du få
En ny cykel?
Indskud til en ny lejlighed?
En drømmerejse til New York?

En opsparing fungerer altid meget bedre, hvis du ved, hvad du sparer op til. Når du har et mål med din opsparing, kan du altid huske dig selv på, hvorfor det er så vigtigt, at du får smidt nogle knaster over på opsparingen.

På den måde bliver det nemmere at undvære det stykke tøj eller den pizza, hvis det skal konkurrere med en af de ting, som du ønsker dig allermest.

Rom blev ikke bygget på en dag, vel?
No stress. Du skal for alt i verden ikke ændre dine pengevaner drastisk fra den ene dag til den anden ved at spare flere tusind kroner af din løn eller SU op.

Hvis du gør det, er der nemlig langt større sandsynlighed for, at du alligevel kommer til at bruge pengene, når du får den 15. i måneden.
Start derfor med småbeløb: Selv et par hundrede kroner gør en forskel i det lange løb.

Når du sparer små beløb op her og der, kommer du nemlig ikke til at mærke så stor en forskel. Du skal bare tænke på, at du skal købe en pizza eller to mindre hver måned - så går det lige op.

High-five til dig!
Vi er helt med på, at det er langt federe at bruge penge på hverdagsglæder som tømmermændspizza, tøj, biografture og øl i byen. Men hvis du vælger at være ansvarlig og lægge dem til side, så skal du også huske at give dig selv en stor high-five, for at du faktisk er rigtig sej!

  • Af Mette Werlauff, Spiir.dk

 

Dette indlæg er bragt til dig af Spiir. Spiir er en gratis budget-app, der hjælper over 250.000 danskere med at holde snor i deres penge. Med et enkelt klik kan du se, hvad du bruger din SU på, og du kan nemt sætte et loft for, hvad du vil smide af pengesedler til caffe latte, buskørsel og dagligvarer. Download appen her.